Forsikringsguderne har været milde i 2012. Hele branchen har nydt godt af få store skader og mildt vejr, så de store og dyre skader har været få. Topdanmark kommer da også ud af årets sidste kvartal med et resultat før skat på 593 millioner kroner, hvor analytikerne havde forventet 477 millioner kroner for årets sidste kvartal.
For hele året fik Topdanmark en stigning på godt 78 procent i resultatet efter skat til 1,8 milliarder kroner. Og det har også trukket op i koncernens resultat, at investeringerne har kastet 1,3 milliarder kroner af sig, hvilket stort set er en fordobling af investeringsresultatet fra 2011.
»I forhold til 2011 har vi haft et ekstraordinært stort investeringsafkast. Samtidig har vores kunder været forskånet for voldsomme vejrligsskader. 2012 har ikke budt på de stormskader, skybrudsskader og sneskader, som vi forventer et normalt år fører med sig,« siger adm. direktør Christian Sagild i en skriftlig kommentar til regnskabet.
Men det kan tilsyneladende ikke blive ved, og for dette år forventer Topdanmark ifølge sin tekniske fremskrivning et mere normalt år med et fald i nettoresultatet til omegnen mellem 1.050 og 1.150 millioner kroner. Det er lidt mere negativt end analytikernes forventninger på 1.264 millioner kroner, som er indsamlet af SME Direkt.
I forbindelse med årsregnskabet oplyser Topdanmark desuden, at koncernens aktie bliver splittet, så en eksisterende aktie giver ti nye. Det er anden gang, koncernen splitter sine aktier i ti dele, og sidste gang i 1999 var det fra 100 til 10 kroner.
Manøvren skal øge likviditeten i aktien, som steg over to procent umiddelbart efter regnskabet var offentliggjort.
Lidt dybere nede i regnskabet viser Topdanmarks combined ratio, som er erstatninger og omkostningers andel af præmieindtægterne, et fald fra 90,3 til 88 for hele året. Faldet stammer især fra et fald i koncernens skadeudbetalinger, og omkostningsprocenten er stort set uændret.
Combined ratio var påvirket negativt af de rekordlave renter med 1-2 procentpoint, mens det milde vejr trak 1,5 procentpoint i den anden retning.
Når der kigges på omfanget af Topdanmarks forretning, så steg præmieindbetalingerne med 1,1 procent til skadeforsikring og faldt med 4,3 procent til livsforsikring. Alligevel steg resultatet af Topdanmarks livsforsikringsforretning fra 187 millioner kroner i 2011 til 210 mio. kr. i 2012.
Set fra kundernes synsvinkel er de på trods af det fine investeringsresultat i koncernen omfattet af det såkaldte kursværn, der betyder, at de skal efterlade en del af deres opsparing, hvis de vil forlade Topdanmark.
Det skyldes, at markedsværdien af deres opsparing er mindre end det, der står i depoterne, og kursværnet gælder kunderne i rentegruppe 2 i den bestand, der hedder Liv I. Det betyder konkret, at de i marts 2013 skal efterlade 0,8 procent ved flytning.
Topdanmark fortsætter i 2013 sin strategi om tilbagekøb af egne aktier. Køb for 500 millioner kroner blev udskudt på grund af arbejdet med at udvikle en ny model til beregning af solvens, men nu genoptager Topdanmark programmet, og de udskudte 500 millioner kroner inkluderes i tilbagekøbsprogrammet for 2013, som nu ligger på 2 milliarder kroner.
Finans 05.Marts
Topdanmark overgår forventningerne og laver aktiesplit

Topdanmark bannere i Ballerup.
Danmarks næststørste forsikringsselskab overgår analytikernes forventninger med en resultatfremgang efter skat på 78 procent. Aktiesplit skal øge likviditeten.
Relateret indhold
Mest Læste
- Få 12 procent i rente på bankbog
- Professor: Vestas-sag i klasse med Bagger og Amanda
- Regeringen strammer regler for boligsalg
- Politiet trækker Engel ind i indisk skandalesag
- Staten sætter Erik Damgaards bank til salg
- Regeringen strammer regler for boligsalg
- Vi bruger færre lommepenge på rejserne
- Danskers cigarpenge sidder fast i antiterrornet
- Tusinder af kroner at spare på selv-salg
Seneste Nyt
- Regeringen strammer regler for boligsalg
- »Intet er fejet ind under gulvtæppet«
- Politiet trækker Engel ind i indisk skandalesag
- Selv aber falder ned fra træerne en gang imellem
- Analytiker-kritik: Novos nye slankekur er for dyr
- Regeringen strammer regler for boligsalg
- Lagarde og den kriminelle crooner
- Kemien er afgørende
- Gik efter en lille mægler
- Tusinder af kroner at spare på selv-salg
Mere fra berlingske media