Nedskrivning tynger Vestjysk Bank
Af: Michael Korsgaard Nielsen 22/02/2012 08:57
|
Finans
Regnskabet fra Vestjysk bank viser et udmærket resultat før nedskrivninger.
Det er hårdt at drive en bank med mange landbrugskunder. Det må Vestjysk Bank sande efter det noget dystre regnskab, som blev fremlagt i dag.
Banken havde ventet et basisresultat på 500 mio. og nedskrivninger på 950. mio, og dermed rammer banken nogenlunde plet, omend regnskabet er lidt værre end ventet. Basisresultatet endte 5 mio. over forventningerne, mens nedskrivningerne endte på 984. mio. kroner, hvilket udgør en meget stor post i den i forvejen hårdt pressede bank.
- Basisresultatet er det hidtil bedste i bankens historie, siger Frank Kristensen, direktør i banken.
Læs også: Staten overtager magten i Vestjysk Bank
- Det dokumenterer vort målrettede arbejde med at sikre en stærk indtjeningskraft, mens omkostningerne også i år holdes i ro. Resultatet står desværre i skyggen af de store nedskrivninger.
Resultatet for Vestjysk Bank ender med et underskud på 423 mio. kroner.
Med en solvens på 12,4 pct. er den solvensmæssige overdækning reduceret til bare 1,8 procentpoint.
Landbruget tynger
Grunden til de store nedskrivninger skal først og fremmest findes i den trængte landbrugssektor, hvor Vestjysk Bank har et stort engagement.
- Det er absolut utilfredsstillende med så store nedskrivninger. Men vi er underlagt konjunkturerne i landbruget, og hertil kommer, at flere erhvervskunder har vigende indtjening, ligesom værdien af deres aktiver er faldet. Til gengæld har boniteten af udlån til privatkunder ikke ændret sig markant, siger Frank Kristensen.
Banken forventer dog at halvere sine nedskrivninger i 2012 til 450 mio. kroner, mens basisindtjeningen forbliver uændret.
Spænd mellem ind- og udlån formindsket
Udlånene i Vestjysk Bank er blevet reduceret med 7,5 pct. til 21,7 milliarder kroner, mens indlånene ligeledes er faldet, men dog kun med 3,4 pct. til 15 milliarder kroner, det betydet at spændet mellem ind- og udlån alt i alt er blevet reduceret med 1,2 milliarder kroner.